De fysiske formater som CD’en og LP’en er blevet suppleret af nye digitale formater som mp3 og wma, og internettet giver forbrugeren mulighed for at lytte til musik, uden at købe, gennem streamingtjenester som Grooveshark, Spotify, LastFM osv.

Normalt når Musikparlamentet inviterer til debat, er der fokus på musikbranchen og folkene i branchen, men denne gang var ordet givet til forbrugerne i en debat om fremtidens musikformater og musikforbrug.

Som grundlag for debatten fremlagde Arnbjørn Marklund sine resultater fra sin opgave om “Music Listening Habits in The World of Access”.

Opgavens undersøgelser viste, at ejerskab af musik stadig er vigtigt for nogle forbrugere, men at stadigt flere benytter sig af musiktjenester, der ikke giver forbrugeren permanent adgang, men derimod umiddelbar tilgang til musikken – såkaldt streaming.

Tilgængelig og mobilitet er, ifølge Arnbjørns undersøgelser, keywords, når det kommer til den moderne forbruger.

Med Arnbjørns data var grunden lagt til videre debat. Som moderator var Thomas Borre, der er fagkoordinator på Music Management-uddannelsen, og som aftenens panel sad:

• Peter Berg Steffensen (stifter af firmaet Syntonetic, der står bag den populære iPhone-applikation Moodagent)
• Morten Hjort (community manager hos Copenhagen Records)
• Jonas Ludvigsen (cand.mag i medievidenskab og Production Manager hos One Little Indian & FatCat Records)
• Arnbjørn Joar Styrkor Marklund (BA i Musik Management og studerende ved IT-universitetet).

Til at supplere branchens egne folk var også et panel af tre forskellige forbrugertyper inviteret.

Undervejs blev debatten desuden afbrudt af videoer med voxpops fra københavnske musikforbrugere.

Kunden har altid ret

Normalt har kunden altid ret. Men som tingene ser ud i branchen pt., er dette dog ikke helt tilfældet. Selvom mange forbrugere foretrækker at “låne” musikken ved at streame den over nettet, er den populære streamingstjeneste Spotify endnu ikke blevet lovlig i Danmark.

Samtidigt har store dele af underholdningsindustrien i årevis kæmpet med næb og klør for at forhindre musikforbrugerne i at dele musikfiler ulovligt over nettet.

Forbrugerne har dog allerede en række lignende alternativer til Spotify, og blandt andet TDC har med deres tjeneste Play forsøgt at imødekomme forbrugernes behov.

Men hvor ligger fremtidens brugerbehov? Har det fysiske format en fremtid eller går vi en tid i møde, hvor al musik distribueres digitalt?

Nostalgi og symbolværdi?

Flere i panelet og blandt publikum mente, at det fysiske format har gode odds for at overleve. Flere af de ældre formater, som for eksempel LP’en, har fået renæssance blandt musikelskere. LP’en har markeret sig som samlerikon og det tyder på, at nostalgi og symbolværdi hos musiksamlerne vil sikre de fysiske formaters overlevelse.

Cecilie Andreasen bemærkede dog modsætningsvist, som den yngste i forbrugerpanelet, at hun ikke længere har behov for CD’er! Den har for hende ingen nostalgisk værdi og desuden kan hun ikke engang overføre musikken til sin computer, da der ikke er CD-drev i din lille notebook computer, som Cecilie bruger til daglig.

Netop denne kommentar satte tingene i perspektiv i forhold til undertegnedes romantiske forhåbninger for CD’en og LP’ens overlevelse.

Det er nemt at tro på det fysiske format, når man til daglig omgås folk, for hvem musik har høj prioritering både økonomisk og pladsmæssigt i hjemmets fysiske indretning.

Digital musikdistribuering er billigere og fylder mindre i CD-reolen, og snart vil vi se en generation, der intet forhold har til hverken CD eller LP. Fremtidens musikforbruger vil vokse op med digitaliseret musik, og hvad er der at være nostalgisk omkring, hvis man aldrig har kendt til fysisk musikdistribution?

Identitetsmarkør

For mange i dag er en stor pladesamling et samlerobjekt og et statussymbol. Og tanken om udelukkende at have musikken liggende som filer i et digitalt bibliotek synes blasfemisk.

Musik er en måde at skille sig ud og markere sin personlighed og stil, men hvis musikken i fremtiden forbruges frit gennem en kæmpe database på nettet, vil alle have adgang til den samme enorme pladesamling. Hvad sker der med musikkens sociale rolle, hvis forbrugeren ikke længere kan udmærke sig med en nøje udvalgt og personlig pladesamling på væggen i stuen?

I fagpanelet blev der forslået, at musikken stadig kan fungere som identitetsmarkør idet forbrugerne stadig har mulighed for at dyrke forskellige bands og genre, og selvom alle digitale forbrugere risikerer at have den samme musiksamling som alle andre, kan specifik interesse for særligt udvalgte band gøre det det ud for den fysiske personlige pladesamling.

Udbyttet

Aftenens debat var interessant og bestemt berigende, men samtidigt også fokuseret om et emne, der er meget komplekst.

Om debatten fik tegnet et entydigt billede af, hvordan fremtidens musikforbruger køber, deler og lytter til musik er tvivlsomt. Men debatten gav et tydeligt billede af at der er mange forskellige forbrugerbehov at opfylde for fremtidens musikbranche.

Både voxpops og forbrugerpanel demonstrerede med al tydelighed, hvordan branchen står overfor en kæmpe udfordring som kræver både nytænkning og retænkning af den nuværende musikdistribution.

Relaterede indlæg:

• Spotify til Danmark i 2011?
• Liveparlamentet præsenterer: Wake Me For Coffee
• De kriseramte: Pladeentusiasten
• Den rytmiske musik skal ‘Op På Beatet’
• Musikbranchen er enden nær – eller hvad?

Til at styre inputs, idéer og holdninger var lektor i Medievidenskab og leder af Center for Journalistiske Universitetsuddannelser Henrik Bødker inviteret som moderator. Som samlingspunkt for det meste af debatten sad et panel bestående af:

- Niklas Steffensen Hessel (anmelder og redaktør på Geiger)

- John Fogde (fra Gaffa og grundlægger af frekvens.dk)

- Mads Krogh (postdoc, ph.d. og forsker i musikjournalistik og musikkritik)

- Martin Hjorth Frederiksen fra borneblogger.blogspot.com)

- Marie Højlund (sanger og musiker i bandet Marybell Katastrophy)

Det etablerede mod det uautoriserede

Det meste af debatten kredsede om fordele og ulemper ved forskellige former for musikmedier; de etablerede medier som Gaffa og landets store dagblade, og de mere uautoriserede og rebelske medier som de musikblogs, der for tiden blomstrer op på nettet.

Flere blandt publikum gav Gaffas model hård kritik for at være for vidt favnende og mainstream, og for at levere musikjournalistik, som for den ihærdige musikelsker er ubrugelig. Gaffa har, ifølge flere af salens kritikere, ingen fast musikprofil og leverer en ufokuseret mellemting mellem overfladiske musikartikler og usaglige musikanmeldelser.

Bevidst mainstream

I den modsatte grøft var argumentet, at Gaffa netop sigter mod at være et bredtfavnende medie, der henvender sig til en større del af de danske musikforbrugere. Hvis man som forbruger har brug for mere specifikke anbefalinger indenfor en særlig genre er der andre medier og digitale platforme, der yder den service. Som eksempel er det også de færreste musiknørder, der lytter til P3 for at opsnappe ny musik til samlingen.

I virkeligheden kan Gaffa siges at have en helt klart defineret profil, der bevidst stiler mod at ramme et større publikum end internettets musikblogs, der ofte vælger at centrere deres fokus om en specifik og tit ret smal genre.

Bloggen er min ven

Denne forskel gør, at det måske ikke er hverken brugbart eller fair at sammenligne de to medier. En stemme fra salen pointerede, at Børneblogger for ham er som en god ven, han ved altid vil anbefale musik, der falder i hans personlige smag. Og netop her ligger den største forskel mellem de to måder at formidle musik på; musikbloggen anbefaler gerne musik, der rammer ganske få menneskers personlige smag, mens de større og mere etablerede medier bevidst søger at ramme et langt bredere segment.

Den videre debat tog efterfølgende hul på diskussionen om, hvor musikjournalistikkens fremtid ser lysest ud.

Alles mening gælder

Det stigende antal musikblogs viser, hvordan mange musikforbrugere benytter sig af muligheden for selv at dele sin begejstring (eller frustration) over musik med andre. Dermed er der skabt en hel ny form for musikjournalistik (eller musikformidling om man vil), som på nogle områder overhaler den feterede og alvidende musikjournalist indenom.

Om nogen, så satser kun få af de større etablerede medier på omfattende, fokuseret og smal musikjournalistik.

Musikjournalistikken vil næppe forsvinde fra de store magasiner og dagblade, men der skal nok være mange af de, der interesserer sig for mere smalle genrer, der ikke kan slå sig til tåls med den brede dækning som de etablerede medier tilbyder.

Netop disse forbruger kan nu få stillet deres personlig behov for musik blandt mindst én af de mange blogs på nettet.

Musikbloggen giver nødvendigvis ikke forbrugerne faglig viden om musik, men i hvert fald en mere specialiseret anbefaling af musik.

For undertegnede gjorde aftenens debat det klart, at de to former for musikfora tilbyder noget helt forskelligt, og at det ene ikke udelukker eller eliminere det andet, men blot giver den moderne musikforbruger nye måder at få viden om musik.

Den første århusianske debat i Musikparlamentets tegn var på mange måder en stor succes. Ikke nok med, at der var mødt mange mennesker op på denne ellers iskolde torsdag aften, de fremmødte var også særdeles diskussionsvillige og engageret i debatten. Samtidigt var samtlige paneldeltagere opsatte på at repræsentere deres personlige tilgang til emnet, og disse to faktorer skabte alt i alt en spændende debat, der bragte både interessante og forskelligartede vinkler på aftenens emne.

Relaterede indlæg:

• Debat i Århus – “Musikanmeldelsens fremtid”

Linjerne var trukket skarpt op fra start, da Musikparlamentet onsdag aften inviterede til branchedebat om barrieren mellem musik og erhvervsliv. De fleste i musikbranchen mærker på egen krop, hvordan det er nødvendigt at tænke i alternative økonomiske forretningsmodeller.

Her har erhvervslivet vist sig at være en pengestærk samarbejdspartner.

Flere danske bands har allerede overgivet sig og brudt barrieren, og blandt andet Alphabeat, Infernal og Tina Dickow har allerede indgået store kommercielle aftaler med multinationale selskaber.

Musiker, kend dit værd!

Musikparlamentet havde til denne debat sammensat et panel bestående af Mark Lorenzen (Institut for Innovation og Organisationsøkonomi på CBS), Andreas Kromphardt Carlsen (Center for Kultur- og Oplevelsesøkonomi) og Carla Cammilla Hjort (ArtRebels og Fagget Fairys), og selvom aftenens panel var meget enige om, at der er et kæmpe potentiale i samarbejdet mellem musik og erhvervsliv, var der i salen forskellige holdninger til, hvordan de to nye medspillere spiller bedst muligt sammen.

Der er en klar forskel på, om et samarbejde med erhvervslivet tvinger musikeren til at gå på kompromis med sin musik eller om samarbejdet kan tage udgangspunkt i musikken som den er, uden at manden med pengene skal have mulighed for at dirigere musikkens udtryk.

Der blev blandt debatdeltagerne i salen skelnet mellem bestillingsarbejde, hvor musikeren hyres og bruger sine kompetencer til at skabe noget for erhvervslivet, og et samarbejde hvor begge parter indgår på lige fod og engagerer hinanden.

Som eksempel på et samarbejde, der var begge parter givtigt, nævntes Jose Gonzales’ medvirken i en SONY-reklame.

Efter sangen Heartbeats havde akkompagneret tusindvis af hoppebolde i San Franciscos gader fik Gonzales hul igennem til det internationale marked og reklamen blev efterfølgende set af millioner af mennesker på YouTube.

Carla understregede flere gange, at det som musiker er vigtigt at vide, at man har et attraktivt produkt at tilbyde, og derfor sælge det som et færdigt produkt.

Mark frarådede på det kraftigste, at musikere begyndte at sælge ud frem for at sælge. Det er vigtigt at se samarbejdet som en fordel for begge parter, hvor musikeren skal være sin egen værdi bevidst. Sælges der ud, mister musikken som produkt sin værdi.

Mellemmandens come back

Med diskussionen blev det altså klart, at samarbejdet indeholder visse faldgruber, og det er vigtigt for musikerne at være bevidst om disse faldgruber. Musikere har dog ikke nødvendigvis talent for at drive forretning og med denne konstatering fra panelet blev diskussionen om mellemmandens rolle i musikbranchen relevant.

Pladeselskaber og bookingbureauer har i mange år ageret mellemled mellem musikken og forbrugerne. Men som konsekvens af den nye digitale udvikling af musikdistributionen har der i branchen været snak om mellemleddets unødvendighed og negative gate keeping-funktion. Gennem nye digitale kanaler kan bands nemt og egenhændigt kan etablere direkte kontakt til musikforbrugerne, og kan derved slippe for at give afkald på dele af den økonomiske fortjeneste.

Men hvad aftenens debat bragte med sig var en ny entusiasme for mellemleddet. Mellemmanden er ikke par se the bad guy, men derimod en potentiel medspiller når bandet skal til at lege med de store pengemænd i reklamebranchen. Derved kan mellemmanden vise sig at udfylde en ny rolle, når barrieren mellem musik og er erhverv skal nedbrydes.

Diskussionen, der aldrig dør

Aftenens debat bød på mange interessante, men også komplekse, problemstillinger. Ved debattens afslutning var det svært at vurdere, om debatten havde ført til opklarende og nuancerende pointer, eller om debatten snarere havde efterladt endnu flere spørgsmål og endnu mere undren end før.

Musikbranchens økonomiske fremtid er et meget moderne og populært debatemne i disse tider, som diskuteres lystigt i både medier og af branchen selv. Men klart stod det da også denne aften hos Musikparlamentet, at emnet hverken er uddebatteret eller klarlagt.

Umiddelbart synes erhverslivet som en attraktiv medspiller for den trængte musikbranche, og debatten gav uden tvivl et billede af et enormt potentiale. Men flere spørgsmål står stadig ubesvarede.

Hvad er konsekvensen, hvis reklamebranchen bliver den dominerende kommunikationskilde for musikbranchen? Er der risiko for, at reklamer bliver så populært, at reklamebranchen vender bøtten og kræver penge for at eksponere ny musik? Eller vil vi se en musikbranche, der gennem erhvervslivet tilføres nye sunde økonomiske midler, der får branchen til at blomstre?

Musikparlamentet 3. februar 2010:

Moderator:
Jakob Martini, journalist på Børsen.

Panel:
Andreas Kromphardt Carlsen, konsulent ved Center for Kultur- og Oplevelsesøkonomi.
Mark Lorenzen, lektor på Institut for Innovation og Organisationsøkonomi på CBS
Carla Cammilla Hjort, stifter og direktør i ArtRebels

Musik:
Let Me Play Your Guitar

Relaterede indlæg:

• Musikbranchen skal sælge ud! Debatarrangement d. 3. feb.
• Den rytmiske musik skal ‘Op På Beatet’
• Musikparlamentet sætter fokus på: Kunsten at ______ i kor
• Fra Public til Poplic Service?
• Musikparlamentet – en forening i udvikling!

Denne gang tager debatten udgangspunkt i et meget tidstypisk og omdiskuteret emne; nemlig musikbranchens udfordringer i en industri, der bliver mere og mere digitalt baseret.

Men da branchen ikke har set mange revolutioner på netop denne front, tager Musikparlamentet fat i emnet endnu engang, og dedikerer en aften til diskussionen om, hvordan musikbranchen får hevet fingeren ud, og fundet nye veje og muligheder i de forudsætninger som branchen gives. Dele af musikindustrien har brugt mere tid på at lægge armene over kors og beklage sig over de digitale medier fremfor at finde muligheder og nye perspektiver.

Andre dele af industrien har til gengæld formået at tjene masser af penge de forgangne årti.

Den amerikanske avis Los Angeles Times har netop offentliggjort en liste over de 10 musikere, der har genereret flest penge de sidste ti år. Og selvom Celine Dion normalt ikke af en af de kunstnere, der imponerer nærværende blogskribent mest, må det alligevel betegnes som lidt af en bedrift at inddrive 747,9 millioner dollars i løbet af de sidste 10 år.

225,7 millioner dollars er indhentet gennem pladesalg, mens 522,2 millioner dollars er indtjent gennem billetsalg ved koncerter. Fra 2003 til 2007 har Celine Dion haft fast kontrakt på Caesars Palace i Las Vegas, og det har altså vist sig at være en yderst fordelagtig beslutning for den canadiske sangerinde.

Hvad der helt præcist har forårsaget Celine Dions gunstige økonomiske succes er uvist, men den 3. februar på Borups Højskole vil Musikparlamentet debattere, hvordan musikbranchen kan genere penge på nye alternative måder. Mere info følger snarest.

Se den fulde liste over det seneste årtis mest succesfulde kunstnere her.

Relaterede indlæg:

• Den rytmiske musik skal ‘Op På Beatet’
• Jobs Killed The Glam Rockstar
• Musikbranchens nye sugar daddy?
• Musikparlamentet sætter fokus på: Kunsten at ______ i kor
• Liveparlamentet præsenterer: Balloon Magic

2009 er ved at gå på hæld, og samtlige musikblogs og magasiner laver lister over årets bedste albums.

Jeg vil nøjes med at poste et link til den hjemmeside, der i den grad har forsødet det forgangne år for mig. KCRW er en amerikansk radiostation, der sender fra Santa Monica College i Californien og især deres program Morning Becomes Eclectic har i løbet af 2009 beskæftiget undertegnede i mange timer.

Morning Becomes Eclectic sender hver dag i tre timer og inviterer større og mindre undergrundsband i studiet, mens både lyd og billede transmitteres direkte på radiostationens hjemmeside: http://www.kcrw.com/. I løbet af 2009 har både Grizzly Bear, The Flaming Lips, M83 og PJ Harvey været i studiet og spille live.

Mens flere danske bands har været forbi (ex. Choir of Young Believers, Asteroids and the Galaxy Tour og Starsailor), er et af mine yndlingsshows fra begyndelsen af november med et andet californisk fænomen, bandet Port O’Brien:

Andre shows fra arkivet, som er værd at tjekke ud, er Broken Social Scene, Sia og Loney, Dear.

Relaterede indlæg:

• Ingen relaterede indlæg fundet

Krisen kradser stadig og landets spillesteder mærker det i stigende grad gennem faldende ølsalg til koncerter. Da ølsalget hos de fleste spillesteder indgår som en vigtig del af budgettet oplever spillestederne nu nye økonomiske udfordringer.

Når publikum ikke køber nok øl i baren, betyder det, at spillestederne får svært ved at betale de optrædende bands, og spillestederne er derfor dybt afhængige af, at koncertgæsterne køber øl, og helst i rigelige mængder, under koncerterne.

Ugen op til det nyligt afholdte kommunalvalg inviterede DMF til debat om livemusikkens fremtid og stillede spørgsmålet: hvordan kan spillestederne sikre deres fremtid på trods af det svigtende ølsalg?

Med til debatten var både repræsentanter fra kultur- og fritidsudvalget i Københavns Kommune, samt folk fra den danske musikbranche, og et af de mest omdiskuterede emner var i første omgang, om det er rimeligt, at spillestederne skal være så afhængige af ølsalg.

Uberettiget klynken
Der var som udgangspunkt bred enighed om, at spillestederne selvfølgelig skal kunne fokusere på det, de nu er til for; at arrangere og afvikle koncerter. Til gengæld syntes der at være delte meninger om, hvorvidt spillestedernes klynken over det faldende ølsalg er helt berettiget.

Spillestederne har i årevis profiteret godt på koncertgængernes behov for øl, men nu da salget svigter, er de kolde bajere pludselig blevet et problem.

Den rytmiske musik har i lang tid hængt tæt sammen med den mere uformelle stemning, hvor øl og glade dage er en del af mange koncerter, og for mange koncertgængere (undertegnede inklusiv) er dét at få en øl en del af det at gå til koncert.

Men kan det virkelig være rigtig, at den rytmiske musik scene kun sikres overlevelse ved hjælp af øl. Til sammenligning virker det ganske absurd, hvis Operaen skulle være afhængig af at sælge store mængder mousserende vin og Kongemandler i pausen.

Ven eller fjende
Der er ingen tvivl om, at diskussionen om spillestedernes ølsalg er svær. Der er ikke nødvendigvis noget galt i at sælge øl til koncerter, men problemet opstår, når spillestederne bliver decideret afhængige af at lange øl over disken, og at spillestedet altså ikke kan fungere i sig selv og med det formål spillestedet er tiltænkt.

Men spørgsmålet er selvfølgelig, om det er ukonstruktivt og ufornuftigt at se ølsalget som den store fjende, eller om spillestederne skal betragte ølsalget som en medspiller, som igen kan give fordelagtigt økonomisk afkast når krisen engang er slut…

DMF har det seneste år arbejdet på nogle anbefalinger til de danske spillesteder, der kan styrke den danske livescene, og arbejdet er mundet ud i seks bud, som kan læses her.

I panelet sad:

Ordstyrer: Gunnar Madsen (ROSA)

Fra kultur- og fritidsudvalget:
Simon Strange (S)
Jens Kjær (Ø)
Leslie Arentoft (V)
Bjarne Fey (F)

Fra musikbranchen:
Jesper Nordahl (spillesteder.dk)
Tobias Trier (musiker, DAF)
Anders Laursen (DMF)
Lennart Ricard (bestyrelsesformand i Copenhagen Jazzhouse)
Jonas Vincent (musiker, DMF København)

Relaterede indlæg:

• Den rytmiske musik skal ‘Op På Beatet’
• Fra Public til Poplic Service?
• Musikbranchen er enden nær – eller hvad?
• Musikbranchens nye sugar daddy?
• Celine Dion varmer op til næste Musikparlament