Den 2. februar slår Musikparlamentet i Aarhus dørene op til årets første debat, der vil handle om den aarhusianske musikscene. Her vil der, i selskab med en række aarhusianske aktører, blive kigget nærmere på de store ambitioner, og det potentiale, der er på den rytmiske musikscene i Aarhus.
Er der optimale forhold for Aarhus’ musikmiljø? Er der iværksat de fornødne initiativer til at tage Aarhus skridtet videre, eller er der yderligere behov for at få Aarhus’ musikliv til at blomstre – hvis det ikke allerede gør det?
Udover de ovenstående …
Royal Beer, Diesel:U:Music, Starfighters, Emergenza, Karrierekanonen, Underground Music Award, Oppenheimers Eftermiddag. Det er blot en række af de efterhånden utallige afarter af musikkonkurrencer/karrierefremmende initiativer, der har meget forskellige fokusområder. Men er det fremmende for danske musikere at deltage i disse tiltag, og hvor meget bliver der egentlig holdt øje med netop musikernes bedrifter i de karrierefremmende eller gevinstfokuserende initiativer?
10 år efter digitaliseringen slog hul i musikbranchens eksisterende forretningsmodeller, har en ny generation kastet sig over de muligheder nettet har givet for at formidle og promovere musik. Men begejstringen for nettet fører ofte til en manglende nuancering i forhold til den, kunstne, den genre og produkt, der skal udbredes eller sælges. Og ofte også en manglende erkendelse af, om indsatsen egentlig betaler sig.
Ja korrekt, hvis musikken ikke er der, så kan du heller ikke regne med, at dit band nogensinde skal blive til noget, og hvis dit band er middelmådigt, så kræver det måske hårdt arbejde på diverse tilgængelige (sociale) medier for overhovedet at nå et publikum. Men skal alle bands ikke affinde sig med at de skal gøre et stykke arbejde selv ud, over det underforståede musikalske arbejde, lige meget om musikken er fantastisk banebrydende eller ej? Og har bands ikke stadig brug for samarbejdspartnere i form af managers og pladeselskaber til at sprede deres musik, eller kan de gøre det selv?