Jeg mener ikke, at alt er X Factor. Jeg bruger X Factor som et eksempel på pladeselskabernes ulidelige uopfindsomhed. Den omfatter også kunstnere, som selskaberne selv finder frem til. Her kunne man også inddrage P3’s KarriereKanon-initiativ, som næsten egenhændigt har umuliggjort, at musik med bare et minimum af substans kan trænge igennem i licensbetalt dansk radio (de webbårne kanaler fraregnet). Og det er ikke udtryk for reality-modellen, hvor musikken bare er noget, man bygger oven på et image, men derimod at selskabernes ’egne’ bud på nye kunstnere får klippet en hæl og hugget en tå, til de er fuldstændig klar til at kunne fødes ind i dette system. Og lad mig i den forbindelse også svare dig på, om jeg tror, at The Storm er ressourcefattige: Ja, når vi er væk fra skærmen og ude af Photoshop, og pladen spiller, så har de intet at byde på. Tomme tønder bruger mest mascara.

Jeg tror, at du tager mig til indtægt for Mikkel DeMibs udsagn om, at pladeselskaberne er grådige og løber med alle pengene. Det er ikke min holdning, jeg tror faktisk, at pladeselskaberne deler med kunstnerne i de tilfælde, hvor der er noget at dele. I mange andre tilfælde kunne kunstneren dog nok lave et lille overskud ved ikke at være på et pladeselskab. Og man skal faktisk ikke være ret meget bedre til retstavning og grammatik, end du er, før man selv kan lave et PR-arbejde, der måske ikke har samme brede effekt, som når et stort pladeselskab trykker alle branchevennerne på maven. Men ofte giver det alligevel et bedre resultat at bygge tingene langsomt op.

Du spørger, hvorfor nye kunstnere så anvender pladeselskaber. Min egen erfaring er, at det er oplagt at lytte til folk med branchekendskab, når man selv kommer uden forudsætninger. Jeg tror, de fleste musikere gerne vil lave musik, ikke forretning. Derfor er tanken om et bureau, der arbejder for en, tillokkende. Jeg mener bare ikke, at kunstnerne er forpligtet til at blive hængende på selskaberne, når de selv har bygget det nødvendige netværk op. Der er ingen grund til at sidde til møde på pladeselskabet og snakke pressebilleder, når man selv kan arbejde med og for det musikalske produkt. Medmindre man laver musik som alibi for at komme ind i den glorificerede blokvognskultur, som dansk mainstream anno 2012 er. Så skal man selvfølgelig gøre sine hoser grønne hos Copenhagen Records, Sony eller P3’s Playlisteudvalg.

Du mener, at det er ”den vildeste 2001 diskussion”. Det er vist dig, der hænger fast i starten af 00’erne, jf. brugen af udtrykket ”den vildeste”. Jeg skal ikke kunne udtale mig om, hvorvidt problemstillingen også var på dagsordnen i 2001, men det ændrer under ingen omstændigheder på, at det stadig er forkert. Jeg kender mange kunstnere, som krummer tæer, når de hører deres labelmates, bands, de er i bookingstald med, og som generelt er utilfredse med niveauet. Men de holder kritikpunkterne for sig selv, fordi de ikke er belejlige at lufte i forhold til deres egen lille bolsjebutik (og det er ikke fordi, at jeg skal profilere mig som specielt modig; den eneste grund til, at jeg er begyndt at udtrykke min kritik i utvetydige vendinger er netop, at jeg er der, hvor jeg kan se enden på mine egen karriere i dansk musik og derfor ikke sætter noget over styr).

Til sidst vil jeg lige gøre dig opmærksom på et problem med dit tastatur: Du sætter tre punktummer, hvor et enkelt ville være rigeligt. Medmindre, selvfølgelig, at du er ironisk, for så giver din usammenhængende ’argumentation’ pludselig meget bedre mening…

Mange venlige hilsner
Hans Jultved
Kontakt info via:www.jultved.dk

Du mener vel ikke at The Storm er så resourcesvage at de nemt er blevet overtalt til at tage tilbage til Universal? De må jo have fået noget ud af det ellers havde de da valgt anderledes.

Selvom du kan nævne 5-10 udgivelser i “reality-genren” så er det jo stadig en lille brøkdel af de udgivelser der finder sted i Danmark hvert år. Det vil jo være godt under 1/10000 af branchens årlige omsætning, som har en sammenhæng med talentprogrammer, så det virker meget mærkeligt at bruge det som udgangspunkt på pladeselskabernes relevans…

Det siger da alt om din holdning at du kan sige “måske har du en aktie i branchen og er en del af den usmagelige hovedåre i dansk musik, der lever efter devisen ”hvis bare jeg holder min kæft, så får jeg også nok min bid af kagen”?”

Det er jo den vildeste 2001 diskussion…

det er rigtigt, at det er ét selskab, der udgiver X Factor-vinderen. Men andre selskaber udgiver vinderen af Popstars, Talent-udsendelserne, Stjerne for en aften etc. Samtidig er jeg ret sikker på, at prisen for at blive produceret af Thomas Blachman var en helt anden i 2007, end den er i dag. Ifølge Wikipedia udgav The Storm deres debut på Universal. Pladen blev slagtet, og levede helt sikkert ikke op til Universals forventninger, hvorfor deres anden plade fra 2009 udkom på eget selskab. I januar 2010 røg Pernille Rosendahl på skærmen som dommer i X Factor – og i 2011 var The Storm så tilbage på Universal med deres tredje plade. Det er der forretningsmæssigt intet galt med, men det viser bl.a., at kunstneren selv skal sørge for egen eksponering – og at ingen professionelle pladeselskaber tør satse på kunstnere, der ikke sidder helt ude på Familien Danmarks lårbasser. Når det er kunstnerens opgave på egen hånd at skabe synlighed, og markedsføringsbudgettet stilles til rådighed af licensbetalerne, har jeg svært ved at se, hvad pladeselskabernes rolle egentlig er?
Måske er det at være sjælesørgere for fejlslagne ‘vindere’, som det fremstilles i det unuancerede stykke luderjournalistik fra Politiken, du linker til, og som ikke overbeviser mig om andet, end at der er travlt ved håndvasken.

Det er også nogle fornuftige unge mennesker, du møder i branchen, som ansætter sig selv til underbetaling – måske står du bare ved pyramidens fod og kan ikke skue toppen, måske har du en aktie i branchen og er en del af den usmagelige hovedåre i dansk musik, der lever efter devisen ”hvis bare jeg holder min kæft, så får jeg også nok min bid af kagen”?

“Havde man villet signalere talentpleje skulle man nok have valgt at lade ‘kunstneren’ hvile lidt, indtil X Factor-præfixet var forsvundet fra navnet, arbejdet med at udvikle et (bæredygtigt) repertoire og i det hele taget rekonstrueret ‘kunstneren’ i en selvstændig sfære. ”

Tjaaaa….: http://politiken.dk/kultur/tvogradio/ECE1497741/pladeselskab-vi-hjaelper-x-factor-vinderne-ned-paa-gulvet-igen/

“der handler mere om at holde midaldrende mænd i sneakers i prestigiøst arbejde end om at udbrede disse ideer og højne kvaliteten af dansk musik.”…
Det lyder sgu ikke til at du har været i branchen i mange år… Stort set alle er unge lavtlønnede folk…

jeg er glad for, at du i hvert fald fik fat i én af de ting, jeg sagde. Men det er åbenbart faldet dig så meget for brystet, at du herefter lukkede ørerne (hvis du altså var til stede og ikke bare råber op på baggrund af et resumé).

Min primære pointe var, at danske bands, der gerne vil arbejde med kunstneriske ideer sagtens kan gøre dette selv – uden at betale for en bureaufunktion, der handler mere om at holde midaldrende mænd i sneakers i prestigiøst arbejde end om at udbrede disse ideer og højne kvaliteten af dansk musik.

Jeg kan forstå, at du føler dig som lidt af en forkæmper for dansk kulturliv, fordi du holder folket med Duné og Nice Little Penguins – fair nok. Jeg har et lidt andet syn på den sag.

Jeg er egentlig ikke ude med riven efter de små og mellemstore selskaber, men alliancen mellem de store selskaber og den medieorganisation, som vi på papiret betaler for at levere public service.

Jeg ved ikke, hvor meget talentpleje, der er i i ekspresfart at presse en plade ud med en 15-årig, hvis seksualitet man har travlt med at holde formiddagspressen til ilden omkring? For mig virker det som en kold og kynisk kalkule. Havde man villet signalere talentpleje skulle man nok have valgt at lade ‘kunstneren’ hvile lidt, indtil X Factor-præfixet var forsvundet fra navnet, arbejdet med at udvikle et (bæredygtigt) repertoire og i det hele taget rekonstrueret ‘kunstneren’ i en selvstændig sfære. Men det ved du nok mere om.

Tak for din oplysning om, at der foregår noget rundt omkring på scenerne, som er bedre og anderledes end det, der foregår på skærmen og i radioen – hvilket jeg faktisk også kom ind på under debatten. Jeg mener dog, at dette skyldes et flot antal dygtige og kreative nye danske musikere, ikke den danske musikbranche (i hvert fald ikke pladeselskaberne), som du mener skal have del i kreditten.

Slutteligt skal jeg indrømme, at vægtningen af mit indlæg blev lidt skæv. Jeg var blevet stillet den opgave, at jeg skulle fjerne noget i den eksisterende musikbranche (her valgte jeg pladeselskaberne) og erstatte det med noget andet. Her ville jeg have talt om, hvad man som musiker selv kan gøre, hvis man arbejder med et produkt, der er så smalt, at der ikke er råd til tidligere omtalte bureaufunktion. Noget der på grund af faldende salgstal er en realitet, som de fleste danske kunstnere må forholde sig til. Denne mere positive og optimistiske del af mit indlæg nåede jeg desværre aldrig frem til på grund af tidshensyn.

Venligst
Torsten Larsen

- Langt størstedelen af udgifterne i forbindelse med opbygning og udvikling af upcoming artister, ligger hos pladeselskaberne, som kun i sjældne tilfælde, og først efter flere års investeringer (både tid og penge), kan håbe på et afkast.

- At man er klar til at udgive plader blot fordi man har købt sig en Macbook Pro og et lydkort – kære venner…der skal (oftest) mere til…meget mere til!!!

Mikkel og Trosten – SLUK FJERNSYNET FREDAG AFTEN og list ud på de danske spillesteder og oplev hvad den danske musikscene og musikbranche kan tilbyde…ikke det hele er X-FACTOR!!!

http://artrebels.com/shop/stores/nohaybanda