Nyheder

De kriseramte: Pladeentusiasten

i 29-09-11

Under temaet “Død i musikbranchen” taler Musikparlamentet med de folk, som er direkte berørte af musikbranchens nedtur. Denne gang konfronterer vi musikentusiasten og pladekøbmanden Stefan Sørensen med tabet af en livslang passion gennem de fysiske mediers fortsatte nedgang.

Med de seneste 10 års nedgang i detailsalg af musik, ser fremtiden sort ud for pladekøbere og elskere af de fysiske medier, som den 35-årige pladeentusiast Stefan Sørensen. Med 17 år bag disken og nu som afdelingschef i Stereo Studio har han haft de fysiske medier inde på kroppen, og for ham er udviklingen mere end blot dommedagsprofetier. Den er hverdag.

- Set fra mit synspunkt, så er det en form for passion, man siger farvel til. Det er det der med at have den fysiske ting og sidde med det imellem hænderne og kigge på det, siger han.

Tallene taler deres tydelige sprog. IFPIs seneste opgørelse over musikbranchen fra 2010 viser over de sidste 4 år en nedgang i CDers markedsandel på 21,2%, og det kan observeres fra disken i Stereo Studio:

- Hvor vi før hen havde en ekstra mand på arbejde blå mandag, fordi der var pissetravlt, så kan vi i dag sådan set ikke mærke nogen forskel, siger Stefan Sørensen

Det er den digitale musikrevolution, der sender de fysiske medier til tælling, og skønt det digitale salg ifølge IFPI endnu ikke har slået CDen som det primære format for danskerne, så står digitalt salg for en markedsandel på 20,2 %, og det forventes kun at stige. En udvikling Stefan Sørensen bestemt forstår, men hvor mange har travlt med at erklære de fysiske medier for et fortidslevn, så ser han stadig et behov og er ikke i tvivl om, hvorfor de fysiske medier stadig vækker varme følelser:

- Det man siger farvel til er jo værket – albumformatet i særdeleshed. Jeg har personligt også svært ved at få helt den samme følelse. At man hører ti numre, så er det et album. Det er ikke bare en shuffle-funktion, der lægger det i en bestemt rækkefølge. I musikken får du én opfattelse – coveret giver endnu en opfattelse. Musik sætter fantasien i gang. For kunstneren er det fedt at få både tekster og billeder med i coveret for det ekstra udtryk. Det er også derfor, at vi ser så mange genudgivelser, hvor det i rigtig mange tilfælde reelt bare er en fysisk ting – større cover, flere billeder. Det er ikke kun folk over 50 år som aldrig er hoppet på den digitale vogn. Langt de fleste der køber LP’er hos os er i tyverne.

Er revolutionen kommet?

Men musikbranchens detailsalg bløder stadig, og erfaringer fra udlandet viser, at streamingtjenester som Spotify kan afhjælpe udviklingen. Som inkarneret musikforbruger ser Stefan streamingen som en del af en gammelkendt udvikling.

- Jeg synes egentlig ikke, Spotify er den store revolution – det gør bare tingene nemmere for dem der ikke har tid til at sætte sig ind i, hvor de skal finde musikken. Det er jo lidt ligesom i 70′erne og 80′erne, hvor der var en masse små pladebikse, og så endte det med, at der var en masse store kæder. Spotify og de andre kommer faktisk måske til at udkonkurrere dem, som gør mere for de små navne. Nu begynder de at komme frem på markedet og siger, at de er meget åbne, men der er nogen der betaler for at blive fremhævet. Jeg gætter på, at der kommer en udbryderting igen, ligesom LPen kom frem igen. Men jeg tror faktisk på, at der kommer flere musikforbrugere. Jeg kunne sagtens forestille mig, at folk ville få udvidet deres horisont, fordi det er nemmere for dem, siger Stefan Sørensen

Men i bund og grund – så er musikken vel den samme?

- Det er der jo ingen tvivl om, og det er jo en klar fordel, at man har adgang til uanede mængder musik, men det er bare meget sværere at følge med i dag, fordi udbuddet er så kæmpestort. Jeg tror, at det bliver sværere for plader at få den der klassikerstatus, hvor folk kan referere til det. Jeg har folk, der søger job nede hos mig, som ikke engang ved hvem Pink Floyd er, siger Stefan.

Men den digitale musikrevolution er kommet for at blive og i den kommende regerings seneste kulturudspil er den ligefrem et specifikt indsatsområde, så tendensen i samfundet siger en ting, men folk som Stefan Sørensen vil ifølge ham selv opleve et tab:

- Dem, der ikke interesserer sig for det kan jo være ligeglade med, om det findes fysisk. Men der er jo også sådan nogen som mig selv. Jeg ville helt klart blive ked af det.

  1. Torben Eik
    01-10-2011 at 10:09

    Bloggeren Capac har kommenteret et par citater på sin blog: http://www.capac.dk/wordpress/?p=13250