Musikparlamentet i Aarhus: Er at sælge det samme som at sælge ud?
Foto: Mathias Christensen
D. 13. april holdt Musikparlamentet for anden gang debat på Råbar i Aarhus. Aftenens tema var erhvervslivets involvering i musikbranchen gennem synkroniseringsaftaler, medvirken i reklamer, sponsorerede musikkonkurrencer og lignende.
Panelet blev introduceret af Svend Georg Jørgensen fra Gaffa, der var aftenens moderator. Panelet bestod af Manfred Zähringer fra Iceberg Records, Johannes Gammelby fra bands som The Malpractice og Beta Satan og Freddy Larsen fra Royal Unibrew. Musikken blev leveret af Sebastian Lind og Our Broken Garden (Billedet).
Manfred startede med et eksempel fra sit eget selskabs arbejde med Blue Van, der har høstet stor national opmærksomhed ved at medvirke i en Apple-reklame, og desuden har 26 andre synkronisations-aftaler med amerikanske firmaer.
Udgangspunktet for arbejdet i Iceberg Records er at spørge musikerne, om de vil leve af at spille musik. Hvis de vil det, er der ifølge Zähringer ikke nok penge i de to ordinære ”rockstjerne”-salgsmuligheder, pladesalg og live-optræden. Derfor er arbejdet med at få musikken overført til andre kanaler af stor vigtighed for selskabet. Nøgleordet er eksponering, og selskabets fornemmeste opgave er i denne forbindelse at få skabt en større kontaktflade, så mange flere kan genkende musikken, der bliver brugt. Også hvis konsekvensen af dette skulle være, at nogle ‘hardcore’ fans skulle forsvinde.
Johannes Gammelby var i panelet for at repræsentere musikerne, og forfægtede i løbet af aftenen et mere ideologisk synspunkt, hvor han som rytmisk musiker ser sit arbejde som kunst, der ikke nødvendigvis skal markedsføres sammen med produkter. For Johannes er det vigtigt, at han selv skal kunne bestemme, og ikke tvinges til at gå på kompromis med noget.
Da det var sagt, erkendte Johannes, at hans eget selskab Crunchy Frog også har nogle bands i stald, der er gode til at få sange placeret hos firmaer. Men det er kun godt, at selskabet får mere kapital til andre projekter på denne måde. Det vigtigste er, at det ikke skal være en industri, der skal bestemme, hvad der skal laves af kunst.
Freddy Larsen fortalte om firmaets oplevelser med ”Tak, Rock”. Han lagde vægt på, at “Tak, Rock” og samarbejdet med Kashmir ikke skulle ses udelukkende som en musik-konkurrence, men som et musikalsk ’community’, hvor 700 artister deler deres musik, og at der er noget for enhver smag på hjemmesiden.
Et af diskussions-punkterne, som Svend Georg Jørgensen tog frem, var at Bruuns Galleri planlægger at bruge rytmisk musik i deres parkeringskælder. Det vil ske således, at man kan parkere sin bil i f.eks. pop-zonen eller rock-zonen, og at den dermed er let at finde igen. Samtidig vil man blive præsenteret for nye bands indenfor den valgte genre.
Fra Johannes Gammelbys side var der klar modstand mod at lade sin musik blive en del af denne nye tids muzak, mens en musiker fra publikum ikke var så sikker i sin modstand. Hun lagde vægt på, at man skulle se det, før man sagde ja til det, og vide hvordan musikken blev brugt, og specielt lydkvaliteten i parkeringskælderen var vigtig – ville musikken blive repræsenteret godt nok?
Endelig blev der diskuteret et fremtidsscenarie indenfor firmaers engagement med rytmiske musikere. Kunne man forestille sig, at firmaer indtog rollen som pladeselskaber, og ‘signede’ up-coming artister? I følge Freddy Larsen er denne tanke ikke umulig, og det kunne være en af de veje, Royal Unibrew ville gå i fremtiden.
Manfred Zähringer sluttede aftenen med en kort peptalk til musikerne, og fortalte, at uanset om der var penge at tjene i musik eller ej, er den bedste eksponering et upcoming band kan få, altid dem selv. Han opfordrede til at bruge keyboardet foran computeren endnu mere end keyboardet på scenen, at networke, arrangere booking og plakater selv, og at sørge for at man altid arbejdede på at få bandet frem. At medvirke i en reklame kan gøre sin del, men den kan aldrig gøre alt arbejdet for musikerne.
Skriv en kommentar!