Hvem skaber musikkens fremtid?
Efterklang er blevet en international eksportsucces og har blandt andet optrådt på branchefestivalen SXSW i USA. Foto: Peter Hove Olesen
Det vrimler for tiden med evalueringsrapporter og anbefalinger for dansk musik og de danske spillesteder. Tegner de et entydigt billede, og ved vi overhovedet hvilken vej, vi skal gå?
Statens Kunstråd står for en del af disse rapporter, og senest har vi læst Styrkelse Af Den Rytmiske Musik, analysen af pengestrømme og ressourcer i dansk musikliv, Analyse af danske musikfestivaller. Derudover har vi også Kulturministeriets handlingsplan for dansk musikliv Nye Toner, som Statens Kunstråds Musikudvalg 29. marts har offentliggjort endnu en evaluering af.
De fleste rapporter kredser om et stort uudnyttet potentiale, både kulturelt, økonomisk og teknologisk, i den rytmiske musik. Der diskuteres både vækstlag, regionale og honorarstøttede spillesteder, eksport, professionel karriereudvikling, genreorganisationer, kvalitet, mangfoldighed, og man kunne blive ved. Det er tydeligt, at vi har meget at arbejde med i Danmark. Eller har vi?
I Statens Kunstråds midtvejsevaluering af de regionale spillesteder tegnes der et overvejende positivt billede. Det samme gør sig gældende i Kulturministeriets ”Nye Toner”, og ingen steder står, at vi dårlige til det ene eller andet. Men endnu bedre kan man vel altid blive?
Nye definitioner eller opløsning?
Flere rapporter bekræfter, at det er nødvendigt at se nærmere på kunststøttens forskellige betegnelser og genredefinitioner. Rytmisk musik er et praktisk kulturpolitisk samlebegreb, men spørgsmålet er om det er nyttigt for musikken? Grænserne mellem genrer og platforme er flydende og i mange tilfælde ikke-eksisterende. Fordrer man mangfoldigheden ved at give alt, der ikke er klassisk musik, én samlebetegnelse? Spørgsmålet er, om den danske musikscenes mange aktører og grupper kan stå stærkere i hver sin lejr, eller om det trods alt gavner udviklingen bedst med en samlet betegnelse.
Har du læst rapporten?
Ovenstående spørgsmål har jeg stillet til en lang række vækstlagsbands på de københavnske spillesteder i år. Et fåtal forstår spørgsmålet og nævner straks analysen af pengestrømme i dansk musikliv, eller ”Styrkelsen Af Den Rytmiske Musik”. De fleste kigger dog undrende og har aldrig hørt om hverken Kunstrådets rapporter eller Kulturministeriets handlingsplaner. Hvordan kan det nu være, når det i høj grad er vækstlaget, mange af disse rapporter kommer med anbefalinger til? Er der tale om dårlig formidling fra Staten og rådene? Kan det være skyld i en langsommere udvikling i musiklivet? Hvis det er tilfældet, så er det vel ikke kun den rytmiske musik, der skal styrkes, men også kompetencen hos dem, der giver støtten og de gennemarbejdede anbefalinger på skatteborgernes regning. De 20-190 sider lange rapporter er vel ikke vejen frem, når man skal kommunikere med en kreativ branche? Hvis man samtidig ikke kommer derud, hvor målgruppen er, så halter det da gevaldigt med formidlingen, og så er evalueringer og anbefalinger spild af tid.
Måske vil musikerne bare gerne spille musik, politikerne diskutere politik og rådene evaluere i fred. Men hvordan kan vi bedst snakke sammen om at skabe fremtiden for musikken?
Meget aktuel artikel!
Det er lidt sjovt, og tragisk, hvor ofte man hører om, at statsfinansierede organer og institutioner ligger inde med en masse meget relevant viden og en bunke brugbare anbefalinger, der bare aldrig kommer ud til de mennesker, der faktisk skal/kan bruge dem. Det er klart at kommunikation er en to-vejs-ting, hvilket kræver, at modtager selv gør en indsats for at forstå og komme i besiddelse af den givne information, men for mig ligner artiklens eksempel den gamle historie om den alvidende professor, der ikke kan formidle. Måske skal man afsætte en større del af budgettet til en sådan rapport til formidling? For mig er det indlysende at en rapport så godt som ingen læser er ubrugelig og spild af penge.
Hvis vi antager, at de mennesker, der faktisk kan få gavn af rapporten, ikke er akademikere eller har den store læselyst, burde der så ikke på baggrund af rapporten blive udfærdiget en ‘how to’ på måske 3-5 sider, så man kun får de brugbare anbefalinger og fakta? Mellemregningerne er ikke nødvendige for den almene bruger. Hvorfor bruges kanaler som gaffa.dk, bandbase, musikparlamentet o. lign. til at formidle denne viden – det er vel dér mange af brugerne har deres daglige gang?!
For at undgå at gentage mig selv vil jeg stoppe her, og bare servere en lille huskekage til de mennesker, der nu engang sidder med disse rapporter – få dem nu ud, hvor de giver mening, og gør dem spiselige…alt andet er spild af alles tid og penge.
/Lars Hylby
For at svare på overskriften, Hvem skaber musikkens fremtid.
Det gør musikerne og alle I andre kan bare holde jer væk
Musik har intet med rapporter og midtvejsevaluering at gøre.
@ Karsten:
Det er jo sandt eftersom det er musikerne der spiller musikken. Men hvordan kan vi så bedst snakke sammen med råd og politikere om at skabe fremtiden for musikken?
Det er trods alt dem der giver støtten og evaluerer markedet.
Uha, der er skam masser af ting man kan gøre for musikken i Danmark. Staten og kommunerne kunne starte med ikke at kriminalisere musikere og kategorisere dem som værende dovne mennesker der bare ikke gider arbejde og dermed bidrage til samfundet.
Støtten kunne gives direkte til enkelte musikere så de slipper for at skulle tage et borgeligt arbejde da alle musikere ved at det tager tid og energi at lave noget ordentligt som derefter kan blive en konkret handlesvare.
Så længe energien skal lægges i et 40 timers job er det ikke meget tilbage til den meget nødvendige kreative process.
Man skal lægge støtten længere tilbage i hele processen og hjælpe hvor det virkelig gælder. Danske bands bruge utrolig lang tid og mange år på at kæmpe sig frem til deres debutalbum. Der kan snilt dreje sig om 5-8 år fra bandet blev dannet til de endelig er klar med deres (ofte selvudgivet) første album.
Grunden er at de 4-5 personer i bandet skal lægge alt for meget tid på andre borgelige pligter i stedet for at arbejde med deres musik.
Støtten skal længere ned på gadeplan og hjælpe hvor den gør en forskel.
@Karsten – jeg er ikke enig i din betragtning om, den nuværende fordeling af støtten er det eneste probleme. Et bands debutalbum må ikke være et mål i sig selv – og her bevæger vi os ind på noget essentielt i den her diskussion: Nemlig målene og ambitionerne for vores musik og kulturliv. Skal musik skabe vækst? Eller skal musik løse en social samfundsopgave? Noget hel tredie?
Hvis vi bare cruiser derudaf, og enhver musiker og sangskriver hytter eget skind, og håber af få flest muige penge ud af systemet for at spille og skrive – så kommer vi ingen vegne.
Jeg mener at musikere og sangskrivere må finde sammen i (nye) effektive fællesskaber og organisationer og sætte en KLAR dagsorden som tales med en KLAR og TYDELIG stemme. Hvis alle bare taler – er der som bekendt ingen som taler.
Stil krav til Musikerforbundet, og stil krav til artistforbundet og alle de andre. Involver jer aktivt, så i har muighed for at påvirke beslutningstagerne (og det tager lang tid)
Til slut en artikel til inspiration: How To Steal Like An Artist http://www.austinkleon.com/2011/03/30/how-to-steal-like-an-artist-and-9-other-things-nobody-told-me/
@Emil Spangeberg
Jeg snakker ud fra hvad jeg selv som musiker/sangskriver har brug for.
En evt støtte til mig ville være at få fred og tid til at være kreativ.
Uden kreativitet der på længere sigt skaber bedre musik så er alt det andet ligegyldigt.
Start fra bunden og skab vækstbetingelser for de enkelte musikere der har noget på hjertet og så skal resten nok følge med.
Lige nu bruges der penge på at støtte musikken uden egentlig at sklene til om kvaliteten er i orden eller om dem der modtager støtte har mulighed for at følge op på støtten.
Der er ikke noget mål med støtten…
Den allervigtigste grundpille som hele væksten skal bygges op på er selve kunsten i musikken. Derfor skal støtten sættes ind der.
@Karsten – Jeg kan godt følge dig – og så alligevel ikke. Jeg er ikke sikker på at jeg køber premissen, at hvis du får støtte (og fred og ro til at være kreativ) så gavner det automatisk resten af værdikæden. Hvad nu hvis det aldrig kommer videre end til soveværelset eller hjemmestudiet? Kan vi andre – og alle de andre som sikkert også gerne vil have støtte, være tjent med det?
@Emil
Jeg mener jo ikke det skal være blind støtte.
Der er masse af gamle garvede musikere i Danmark som kunne tjene lidt ekstra lommepenge fra kommunerne som konsulenter/mentorer.
Skriv en kommentar!
Musikparlamentet forår 2012:
"Rytmisk og klassisk musik" (KBH)
D. 29. mar
"Tør øjnene og se musikkens muligheder" (KBH)
D. 3-5 maj
SPOT Festival
D. 10. maj
Gimle Soundtjeck Festival 12
Sponsorer
Innovations-konkurrence
Nyt på bloggen
Anbefal os
Nye kommentarer
Søg på Musikparlamentet.dk
Det skriver vi om
Nyeste indlæg
Kontakt
tlf. 20 91 21 94
Musikparlamentet - C/o Huset i Magstræde, Rådhusstræde 13, 1499 København K
Henvendelser vedr. Presse og hjemmeside:
redaktion@musikparlamentet.dk