Musikparlamentet # 6 – en opsang til musikere, presse og støtteordninger
Af Torben Eik
Selvom aftenens spørgsmål lød: “Er dansk musik ramt af janteloven?”, blev dagsordenen onsdag aften ved Musikparlamentets arrangement på Borups Højskole i København, at undersøge om dansk musik i det hele taget er god nok.
Dansk musik klarer sig dårligt på det internationale marked sammenlignet med vores naboer i Sverige. Musikparlamentet har tidligere taget emnet eksport op, men denne gang var fokus skiftet til at handle om selve produktet/værket.
Har vi overhovedet noget at sælge?
Det førte til en mangesidet debat om musikalsk ambitionsniveau, originalitet, kommercialisme, autenticitet, musikpressen og networking fra et panel, der bestod af Kristoffer Rom, Oh No Ono; Anders Reuter, musiker og freelance-journalist; Mich “Cutfather” Hansen, producer samt moderator Thomas Søie, journalist, Berlingske Tidende.
En generel konklusion på aftenens debat kunne være, at potentialet i dansk musik er til stede, men det er meget hæmmet af en række forskellige faktorer. Dansk musik, dansk musikliv og den danske musikpresse trænger til en respektfuld opsang. Aftenens panel havde forskellige bud på sådan en.
Musikerne er for bange for at ofre sig
For Kristoffer Rom (trommeslager i Oh No Ono) er musikken en drøm – en personlig ambition. Det var hans klare holdning, at god musik er hårdt arbejde og noget man skal ofre sig for. Rom fortalte, at Oh No Ono arbejdede hver dag i ni måneder for at færdiggøre seneste album “EGGS” og at de i den periode levede af SU, almisser fra forældre og forskellige sociale ydelser.
Han så et problem i, at danske musikere er for magelige i deres trygge velfærdshøjborg. De kaster sig kun modvilligt ud i noget, der ikke giver støttepenge. God gennemarbejdet musik kræver hårdt arbejde og offervilje – uanset genre og stil.
Musikerne skal være bedre til at networke
Mich “Cutfather” Hansen er relativ ukendt for mange i den danske musikbranche, men har en stribe af internationale hitliste-succeser på CV’et (bl.a. Kylie Minouge, Whitney Houston, Pussycat Dolls og Pixie Lott). Han fortalte, hvordan halvdelen af arbejdet består i at nurse netværket.
Der bliver i pressen ofte rynket på næsen af Cutfather og kollegernes popmusik, men Cutfather fortalte roligt, at han har lært at være kynisk og ikke tage anmeldelserne for mere end de er. Et enestående musikalsk talent for at høre, hvornår noget “virker”, kombineret med et stærkt og velplejet netværk lod det til at være den simple, men hårde, opskrift på Cutfathers store succes.
Et af de afgørende problemer i Danmark er, i følge Cutfather, at Danmark ikke er gode nok til at nurse sangskriverne og producerne, hvilket også er en af årsagerne til, at vi er så langt efter Sverige, der netop har fokuseret på de områder i mange år.
En masse talenter går tabt, fordi der mangler fokus på, at man som musiker faktisk kan leve af at skrive musik til andre artister – derfor burde der være mere fokus på danske sangskrivere, der i følge Cutfather er blandt de bedste man finder.
Endelig påpegede Cutfather, måske med et vink i retning af MXD – dansk musikeksport, at sættes der mere fokus på efterspørgslen blandt musiklytterne, og dermed den kommercielle del af musikken, så vil den samlede kage også vokse, så der i sidste ende også vil være langt flere penge til den smallere del af dansk musik.
Pressen er fastlåst i en bandkultur
Anders Reuter bragte fokus over på medierne og den danske musikpresse, som ifølge Reuter har et stort ansvar for tilstanden i dansk musik, da de er fastlåste i en bestemt opfattelse af god og dårlig. I følge Reuter skal medierne lære at se ud over band- og albumkulturen og fokusere mere på nye tendenser og andre genrer – såsom den popmusik, Cutfather er eksponent for.
Reuters opfattelse er, at man i dag skal være et band, og helst et rockband, hvis man vil tages alvorligt, hvilket ikke stemmer overens med, hvad der sælger og hvad forbrugeren rent faktisk lytter til i dagens fragmenterede mediebillede.
Medierne opererer på baggrund af en forkert præmis, var Reuters klare pointe, nemlig, at rock er godt og pop er dårligt, hvorfor andre genrer ofte vurderes ud fra et uhensigtmæssigt rock-perspektiv.
Derfor overser danske medier de nye tendenser og fastholder musikken i et dogmatisk og forældet billede. En udvikling, der også gør sig gældende i støttesystemerne, hvilket af Reuter samlet set blev betegnet som en usund fødekæde.
Fælles for de tre paneldeltagere var også en efterspørgsel efter det, der på aftenen blev beskrevet som “tykke mænd i nålestribede habitter” til at sparke døre ind og optimere musikkens økonomiske potentiale. Nogle kynikere, der groft sagt ikke er managers for at score damer, men for at tjene penge.
Konklusion
Aftenens opsang, kan, som den lød fra penelet og store dele af publikum, samles således:
- Danske musikere mangler mod til at være ambitiøse og originale. Det kræver, at man tager chancer, bringer ofre og – i hvert fald i en periode – ser stort på manglende øknomiske ressourcer.
- Musikere skal blive bedre til at networke, komme ud af øvelokalet og arbejde for succes andre steder. Samtidig mangler der professionelle agenter og forretningsfolk, der er dygtige nok til at tage over så bandet kan koncentrere sig om at lave god musik.
- Musikmedierne skal blive bedre til at se ud over jen forsimplet musikopfattelse rodfæstet i rockmusikken, og være mere opmærksomme på nye trends, tendenser og hvordan den nye musikforbruger agerer. Grænsen imellem god og dårlig musik går ikke mellem rock og pop, og medierne bærer et stort ansvar for, at udviklingen i dansk musik ikke hæmmes af en dogmatiske musikopfattelse.
- På samme måde har de der uddeeler støttekroner til dansk musik et ansvar for ikke at følge mediernes fokusering på band- og albumkultur, ved i stedet at kigge både bredt og kommercielt, og anerkende at en musikkarriere også kan bygges op uden for et øvelokale.
Musikparlamentet melder sig igen den 5. november, hvor debatten foregår på Råhuset med efterfølgende fest.
Skriv en kommentar!