Musikparlamentet i Aarhus – Skal Aarhus ikke være kulturby hvert år?
Foto: Ole Lauritsen (www.olelauritsen.dk)
Råbar, et spisested for raw food der ligger i tilknytning til spillestedet Atlas, var pakket denne aften til det tredje arrangement fra Musikparlamentet Aarhus.
Moderatoren Gunnar Madsen, fra ROSA, bad først og fremmest deltagerne forholde sig til, hvad der er det bedste ved Aarhus som musikby, og også om der var nogen åbenlyse mangler der burde rettes op på.
Asger Christensen svarede, at byens store spillesteder var godt udstyrede, og fungerede med stor effektivitet, men at der kunne mangle liv i forbindelse med koncerterne. Spillestedet åbner kun i forbindelse med koncerten, lukker kort efter afslutningen, og mange aftener om ugen står salene tomme.
Trevor Davies sagde, at musikken og kulturen er godt sørget for, med blandt andet 60 festivaler i region Midtjylland, og 30 af dem med musik. Dog kan det fra kommunalt hold ofte være sådan, at der ”kun” bliver sat en ramme op for kunsten, for eksempel ved etableringen af spillestedet Atlas, og derefter mener politikerne, deres job er ovre. En langsigtet udviklingsplan for hele det rytmiske miljø, der tænker op til 10 år frem, mangler i Aarhus. Til gengæld er Promus, Produktionscenter for Rytmisk Musik, unikt i hele Europa.
Gunnar Madsen fulgte op på Asgers kommentar om lukkede scener, og spurgte resten af panelet om en holdning. Henning Winther svarede, at Kunstrådet i deres evaluering ikke forholder sig direkte til, om et spillested har åbent ofte, så længe det overholder de kontraktlige forpligtelser.
Asger Christensens løsningsforslag til lukkede scener var, at spillestederne vendte opmærksomheden indad, og opdagede de mange bands der ventede på at spille. Kunne man have spillestedet åbent på hverdagsaftener, eller invitere lokale bands til at varme op for større navne?
Hybridhuse – en fremtidsløsning
Flere gange i debatten denne aften vendte panelet tilbage til diskussionen om de lukkede spillesteder, og behovet for flere åbne aftener, hvor amatørbands prøver deres kunnen af for et publikum. Fra publikum lød den kommentar, at musikere allerede opsøger de steder, hvor man kan spille, for eksempel Fairbar, Løve’s Bogcafé og det nu lukkede Lobby, der er genåbnet som Headquarters. Men disse spillesteder er små, og med dårligt udstyr, så musikerne mangler igen ofte et sted at gå hen for større udfoldelse.
Trevor Davies fremsatte en idé for at forebygge de lukkede scener: Indenfor 20 år ville der ikke længere være huse, der kun var spillesteder for rytmisk musik, teatre eller lignende. I stedet ville man se hybridhuse, der kunne rumme flere genrer, og kunst på tværs af genrer. Dette tiltag, påpegede Gunnar Madsen, var allerede ved at ske, ved genåbning af Pumpehuset til et slags Pumpehuset 2.0, der efter planen skal kunne rumme både musik, teater, dans og performance.
Brian Nielsen argumenterede derefter for, at meget af svaret på at musiklivet kan siges ikke at udvikle sig optimalt i Aarhus, kan spores i en modvilje mod rytmisk musik fra Aarhus kommunes side. Et af hans eksempler var, at festivalen Den Grimmeste kun havde modtaget et par enkelte klager før den fik skærpet sin bevilling fra kl. 05 til kl. 01, hvorimod det er let at få bevilling til kl. 05 nede ved åen.
Skal musikken kun generere indtægter?
Derefter drejede debatten sig om, hvad musikken er værd. Arrangørgruppen Aarhus, som Brian Nielsen er medlem af, lavede i november 2010 en analyse af, hvor mange ekstra penge, der blev brugt i forbindelse med 14 koncerter afholdt i Aarhus. Resultatet blev over 250 kr i gennemsnit pr. person, hvilket vil kunne bruges som argument for musikkens konkrete værdi på kommunalt plan.
Trevor Davies inddragede en undersøgelse fra Liverpool, der i større skala beviste, hvor stort et ekstraudbytte kulturen kaster af sig; et indskud på 1 mia. til Kulturbyen gav 8 mia. i afkast. Hans pointe var, at man på samme måde kan bruge denne slags cost/benefit-analyser på andre dele af de kommunale beslutninger, og ikke kun på kulturen.
Generelt blev der fra panelets side efterspurgt flere konkrete argumenter for at overbevise kommunen om musikkens værdi, og de kunne blandt andet ligge i det økonomiske udbytte. En indvending fra Asger Christensen var, at musikken også bidrager med andre vigtige ting end ren økonomi, ”for ellers kunne vi lige så godt sælge bananer.” Musik bringer øget livskvalitet med sig for både udøvende og publikum, og er derudover også med at brande byen og tiltrække unge mennesker.
Debatten indeholdt også en opsang til de udøvende musikere, oprindeligt fra Asger Christensen. ”Der er ofte en tendens til, at musikerne laver musik for deres egen skyld. Det kan være fint nok, men der bør også ligge noget arbejde for et band i at opbygge et publikumsforhold, og at sørge for at publikum også får en oplevelse, specielt hvis der er flere mennesker på scenen end blandt publikum.” Kommentarer fra salen gav ham ret i, at man sagtens kunne lave kunst, som også var tænkt skulle være populær, uden at ”sælge ud”.
De to koncerter der omkransede debatten præsenterede forskellige eksempler på den akustiske singer/songwriter-genre. Først var der koncert med Dad Rocks!, der er Snævar Njáll Albertsson (forsanger i Mimas) på akustisk guitar og sang med livestøtte fra to musikere på bratsch og violin. Den nybagte far fortæller om livet, som han ser det, fra stort perspektiv til små detaljer, og det er ofte et originalt og optimistisk livssyn.
Efter debatten tog den lovende unge pige-duo Pil og Liv over. De betjente ligesom Dad Rocks! akustisk guitar, men i modsætning til ham er deres sange kortere, mere intense og mere lagt an på et klart skel mellem formled som vers og omkvæd, og en fast rytme i sanglinjerne. En yderst behagelig oplevelse.
Se billeder fra arrangementet her.
Se hvad Gaffa og JPAarhus skrev.
Skriv en kommentar!