Ja korrekt, hvis musikken ikke er der, så kan du heller ikke regne med, at dit band nogensinde skal blive til noget, og hvis dit band er middelmådigt, så kræver det måske hårdt arbejde på diverse tilgængelige (sociale) medier for overhovedet at nå et publikum. Men skal alle bands ikke affinde sig med at de skal gøre et stykke arbejde selv ud, over det underforståede musikalske arbejde, lige meget om musikken er fantastisk banebrydende eller ej? Og har bands ikke stadig brug for samarbejdspartnere i form af managers og pladeselskaber til at sprede deres musik, eller kan de gøre det selv?
Det var nogle af de spørgsmål Carsten Holm (DR P3, Karrierekanonen) stillede panelet på Spot festivalens første Musikparlament-debat fredag eftermiddag. I panelet sad:
- Jesper Majdall (Volcano Management, mm.)
- Noah Rosanes (The Freudian Slip, 10,000 Records)
- Rasmus Søby Andersen (Ginger Ninja)
De tre paneldeltagere repræsenterede hver sin side af sagen. Jesper Majdall som repræsentant for bindeled mellem band og branche, Rasmus Søby Andersen som repræsentant for et band, der har formået at ramme en gylden middelvej mellem DIY-metoden og en etableret pladekontrakt med Sony Records og Noah Rosanes som den klare fortaler for DIY.
Hvad er musikken værd?
Noah Rosanes berettede om pladeselskabsmodellen i The Freudian Slips’ pladeselskab 10,000 Records. Et pladeselskab, der bortauktionerer enkeltnumre, som ingen har hørt, for 10,000 kroner. Køberen bestemmer derefter selv hvad der skal ske med musikken. De 10,000 kroner går så til et andet band, der får 10,000 kroner til at finansiere indspilningen af et album plus et nyt hemmeligt nummer, som sælges for 10,000 kroner og så fremdeles. Se mere her.
Det blev betvivlet hvorvidt pladeselskabet havde sin berettigelse, da det som udgangspunkt er et non-profit selskab og det blev drøftet hvorfor det ikke indkasserer penge, når nu musikkens værdi generelt er dalende og at modellen derfor kan virke devaluerende for musikken. Noah Rosanes forklarede at selskabet er et skelet folk kan bruge og ikke som devalueringsredskab.
Er der brug for bindeledet mellem branche og band?
Rasmus Søby Andersen præsenterede et interessant synspunkt omkring pladeselskabernes sammensmeltning. Han var af den opfattelse, at de store pladeselskaber er kommet noget tættere på Indie-labels og omvendt. De store pladeselskaber har fundet ud af, at de ikke nødvendigvis kan lave aftaler som man gjorde det i 80’erne og 90’erne. F.eks har Ginger Ninja selv fået ansvar for både musik og cover art via forhandling med Sony Records.
Der er altså stadig mange tilfælde, hvor det kan være givtigt at have en god samarbejdspartner – f.eks. en manager. Jesper Majdall, der blandt andet arbejder med Under Byen, mente at det i mange henseende var bedre for et band at have folk tilknyttet med en hvis ekspertise. Til eksempelvis at varetage PR, logistik og nogle af de praktiske ting, som bandet ikke selv har resurser til.
Det stadig godt at have en forhandler og et bindeled til sine samarbejdspartnere, da musikeres stærke side ikke nødvendigvis er kontrakter, forhandlinger, budgetter osv. Omvendt er et band også et firma, som i og for sig gerne må farves efter bandmedlemmernes individuelle engagement.
En af de store fordele i et band er, at folk ofte besidder andre kvaliteter end det musikalske. Derfor kan det også være givtigt for bands at fordele rollerne, så alle er klar over hvad de skal tage sig af – især hvis man vælger at gøre-det-selv. Måske er der en, hvis ansvar det er at holde øje med konkurrencer. Det gjorde Noah Rosanes band Monopol, som det allerførste vinderband i Karrierekanonen. Men, som Jesper Majdall pointerede, kræver det netop, at man er opmærksom på deadlines og formalia, og dem er det rart at have en manager til.
Kend dine svagheder
Det er ikke almindeligt at et DIY -orkester slår igennem på hitlisterne. Det er stadig de helst store pladeselskaber, der tager sig af de fleste artisterne på toppen af listerne. Så hvis man vil helt til tops på det kommercielle marked, er en alliance med et pladeselskab stadig den rigtige vej.
Det er blevet almindeligt at erkende sine svagheder og finde samarbejdspartnere til det man er dårlig til. Selve den erkendelsen i ligesåmeget DIY, som så meget andet. Det er med andre ord legitimt at vælge små, store eller sit eget pladeselskab. I det lange løb er der behov for mennesker med meget forskellige erhvervsmæssige kvaliteter og derfor er det vigtigt at gøre sig de ting klart.
Spark til bolden
Opsummerende gælder det som DIY -band, om at få sparket til bolden. Det gælder om at være opsøgende og tage til danske og udenlandske branchefestivaler, være opsøgende og networke med potentielle samarbejdspartnere. Det gælder om at træffe de valg, man synes er bedst for sig selv og musikken og være bevidst om hvorfor man vælger som man gør. En god booker der kan sprede musikken er f.eks. en god resurse, for det er ofte i livesammenhænge, de fleste vil have en fremtid.
Det kan være givtigt at vælge at samarbejde med et pladeselskab. Pladeselskabet, som en slags muskelhund, der kan sprede tingene og sende dem relevante steder hen, mens man stadig har styring over sin egen karriere. Alle bliver dog nødt til at beskæftige sig med en eller anden grad af DIY i dag.
Panelet havde en livlig ping-pong med et debatlystent publikum, så de tilstedeværende fik et interessant indblik i DIY faldgruber og fordele.
Konklusionen er, at musikere bør bruge deres sunde fornuft og gøre sig tanker om, hvilke signaler de vil sende med deres musik og hvordan de bedst kommer frem til det.
